EN SPOTTER WEEKEND

Torsdag den 21/8 valgte vi at forlade Sjælland for at begive os mod Eggebek til weekendens spotters days og airshow. Vi indlogerede os privat under fine forhold ved Skærbæk (Endnu en gang mange tak), ca. 1 1/2 times kørsel fra Eggebek.

Fredag var det tidligt op da der var mødetid ved basen kl. 07.30, så kl. 05.00 ringede vækkeuret og en halvtime senere var vi på vej på vores første spotter weekend. Vi fandt nemt til Marinefliegergeschwader 2 (Eggebek Naval Airstation) og det betød at vi var der i god tid som blev brugt til at spise lidt morgenmad og blive tjekket ind. En måneds tid forinden havde vi modtaget vores adgangsnumre som vi skulle bruge for at få udleveret adgangskort. Vi betalte 45 Euro (ca. 330 kr.) og for det fik vi adgangskort til fredag , lørdag (begge dage spotters day) og søndag (airshow) samt program,  2 madbilletter og indgang og parkering ved hovedindgangen. Endvidere var der arrangeret kørsel rundt på basen, med nogle shuttlebusser der kørte med 10 min. drift, noget som DSB kunne lære af.

Formiddagen tilbragte vi ved den nordre baneende sammen med mange andre spottere, der deltog ca. 500 i arrangementet, mange af dem med større erfaring og dermed også med fotoudstyr der passer til forholdende - 500 mm objektiver og gode kameraer. Vi måtte "nøjes" med henholdsvis en 210 mm og en 300 mm. Et par af de mere rutinerede som vi mødte var Søren Augustesen og Heinrich, som begge har flere billeder på flykending.dk og så fik vi på redaktionen hermed også sat ansigt på dem. Formiddagen blev dog ramt af lidt regnbyger, men det generer ikke spottere som så mulighed for, efter regnen, at få billeder af fly der sprøjter vand op med udstødningen. Som det ses på nedenstående billede er alle spottere dog ikke glade for vand, da det har det med at ødelægge udstyret.

I tørvejr

Nogle af de fly vi så om formiddagen var A-4 Skyhawk, Tornado (special paint), P-3 Orion, Mig-29 Fulcrum og F-16 Fighting Falcon.

Efter at have stået og brændt film af på de ankommende fly var vi sidst på formiddagen blevet lidt småsultne og da vi havde stået og ventet længe på at Fulcrummen skulle ankomme blev vi enige om at uden mad og drikke, så........Vi havde lige sat os ind i bussen da der blev råbt og skreget samtidigt med at vi blev overfløjet af, ja nemlig, Fulcrummen. Her så vi 10 spottere springe ud af bussen samtidigt med at de flåede deres kameraer frem. Heldigvis gennemførte Fulcrummen et par forbiflyvninger inden den gik ind til landing.

Om eftermiddagen valgte vi at tage ind i display området, først og fremmest for at spise, men det endte med at vi blev derinde da der her var gode muligheder for billeder af overflyvninger. Her så vi blandt andet F-104 Starfighter, Hawk, dansk F-16 Fighting Falcon, Lynx og Baby Blue (med 5 T-17 Supporter). Til sidst var der et lille uheld hvor en Piper L-18 havde svært ved at holde sig på banen og lige efter landing røg af banen, pga. kraftig vind, og så stod den på blå blink osv., men heldigvis kunne piloten selv køre flyet derfra.

Vi gik så en tur blandt de fly der var på display, Harrier, Learjet, Tornado, Typhoon (mock up), EC-135 og meget mere. Ved 17 tiden valgte vi at begynde turen tilbage til Skærbæk. Mens vi gik mod udgangen udførte en gammel Canberra en lille opvisning med en række forbiflyvninger og rul. Omkring kl. 20 var vi "hjemme" og vi talte vores film sammen, vi havde taget mere end 400 billeder og vi blev enige om at vi heller måtte købe lidt flere film, bare for at være sikre.

--------------------------------------------

Lørdag startede programmet først kl. 11 og det gav os mulighed for at "shoppe" - det blev dog kun til film, som i øvrigt var noget billigere end i DK. Lørdagen var sat af til at de forskellige fly kunne træne deres program. Desværre var det ikke alle der havde behov for at træne, heriblandt flere lette fly (formentlig pga. af vind og problemet med L-18 om fredagen), F-16 Fighting Falcon og Fulcrummen. I løbet af morgenen var der ankommet flere fly til static display, heriblandt nedenstående Bf-109.

Bf-109 (Bayerische Flugzeugwerke)
Bemærk at billedet er fra søndag, da der hverken fredag eller lørdag var afspærring om flyene.


Imellem træningerne gik vi rundt og så på static display. Vi fik lov til af mærke at nogen er lidt mere fanatiske end vi, da vi kom til at stille os bag Fulcrummen mens andre var ved at fotografere forfra og bestemt ikke mente at vores sko skulle med. Deres mishagsytringer forgik vistnok på hollandsk? Vi forstod det ihvertifald ikke. Vi fortsatte "forsigtigt" rundt og endte med at bruge adskillige billeder på en række Tornadoer med special paint, vist nok første gang så mange har været samlet til et airshow. Tornadoerne var ikke de eneste special paint, bla. havde belgierne en flot malet F-16 med.
Sidst på dagen lørdag trænede de tyske værter deres Airpower demo med Sea King, Lynx, Transall, Tornadoer (8 stk.). Her blev der gennemført en redning- og evakueringssituation samt et angreb på basen som resulterede i en mindre ildebrand. Desværre startede branden allerede ved første angreb og de resterende angreb foregik under røgdække og hosten fra tilskuerne og igen blå blink. Hele seancen sluttede med at Tornadoerne efter landingen rullede op foran VIP-teltet og linede op med åben cockpit med Sea King og Lynx svævende bag ved.

Vi tog igen "hjem" omkring kl. 17. På hjemturen snakkede vi om Fulcrummen og var ærgerlige over at den ikke havde trænet, men så måtte vi bare sikre os gode billeder om søndagen hvor den stod på programmet. Vi spøgte også om hvad vi kunne forvente af blå blink om søndagen.

--------------------------------------------

Søndag ankom vi til Eggebek omkring 08.00 og kunne more os over at folk stod i kø for at være de første der kom ind. Da portene blev åbnet 08.30 løb de faktisk ind for at få en plads i de første busser - det skal nævnes at der ikke var programsat nogen flyvning før 09.40. Det viste sig endvidere at mange af dem der stod i kø ikke havde spotter adgangskort og derfor blev henvist til tilskuerindgangen - det viste sig her at det var en fordel at have adgang til hovedindgangen, da der ved tilskuerindgangen var bilkø frem til omkring middagstid.
Inden programmet startede kl. 09.40 gik vi rundt og så på de forskellige udstillinger og kunne også konstatere at der var dukket endnu flere fly op til static display, heriblandt C-130 Hercules fra USAF. Der var mange interessante udstillinger og vi skal kun nævne 2.

Recce: I udstillingen havde de tyske fototydere valgt en række fantastiske motiver som virkeligt demonstrerede mulighederne for at opnå en dybdevirkning ved at benytte en teknik hvor man - meget simpelt fortalt - ved at tage to ens billeder, lægge dem under et forstørrelsesglas og dernæst forskyde de 2 billeder lidt i forhold til hinanden opnår en slags 3d virkning. Teknikken bruges også i Danmark.

Faldskærmsimulator: På nedenstående billede er to fra en sønderjysk faldskærmsklub ved at blive præsenteret for en ny faldskærmssimulator. Den fungerer ved at man kravler i stativet bagerst (1) og påtager sit seletøj som man normalt ville gøre det. Man vil nu få monteret en speciel hjelm (2) som med virtual reality sætter én ind i den verden som illustreres på computerskærmen (3). Man reagerer så ligesom i en live situation og instruktøren kan indspille fejl som tvinger en til at reagere, f.eks. kan man opleve at både hovedskærm og reserveskærm udløses - man kan i sin virtuelle verden kigge op og se begge skærme og nu skal man så gøre det rigtige........Her dog uden risiko for at miste livet, men også uden blæsten i hovedet.

Fremvisning af faldskærmssimulator

 

Omkring kl.09.40 var vi tilbage spotterområdet for at kunne nyde opvisningerne. Vi havde jo heldigvis fået masser af billeder af enkelte af opvisningerne dagen før, så vi kunne spare på krudtet til de opvisninger vi ikke havde set (Ja, sikkert). På programmet var bla. Sea King (MFG 5), Sea Lynx (MFG 3), Bo-105 (HFlgRgt 35), SAAB 105/SK 60 (Østrig), SAAB Draken (Østrig), F-4 Phantom (FlgAusbZlw), F-16 (Holland), Hawk (UK), Baby Blue (DK), Dassault Alpha Jet (Belgien), PA-200 Tornado (MFG 2) og Mig-29 Fulcrum (JG 73). Desværre holdt programmet ikke - ingen Fulcrum i luften!,

Tilføjet til programmet var en Jaguar samt en lufttankning demonstration mellem 2 Tornadoer.

Selve opvisningen sluttede 16.30 og det var tid til at vende snuden hjem til Sjælland, mens vi stadig kunne høre børn efterlyse deres forældre over højtaleranlægget! Der var ingen problemer med at komme væk fra Eggebek, til dels fordi vi jo havde "vores" egen parkeringsplads, men til dels også fordi man havde skabt store parkeringspladser på marker et stykke fra Eggebek og herfra arrangeret busser til basen, hvilket spredte trafikken og vi bemærkede ikke at 80.000 - 100.000 mennesker skulle hjem. Det betød at vi, efter et lille pitstop ved grænsen, var hjemme omkring kl. 20.30, og kunne gå i gang med ugens quiz, og kunne vise et af de få digitale billeder vi fik taget i Eggebek - Vi venter nu med spænding på at få vores film fremkaldt, alle 32, i alt 1150 billeder. Efterhånden som vi får fremkaldt vores film, vil der dukke flere billeder op her i temaet og i billedgalleriet.

Direkte link til Eggebek 2003 billederne

Efterfølgende kan vi i øvrigt med dansk stolthed fortælle at Baby Blue blev valgt til "Det bedste flying display".

Her til sidst vil vi gerne opfordre andre der har deltaget i airshows til at fortælle om deres oplevelser og erfaringer. Det behøver ikke at være en stor roman, det kan også bare være ideer til overnatning, transport og lignende som andre kan få glæde af, så vil vi prøve at lave en airshowguide.

Flykending.dk