Fairchild A-10 Thunderbolt II

Baggrund for flyets skabelse

Grundstenen til det der senere skulle blive til A-10’eren blev lagt helt tilbage før Vietnam krigen. Under Vietnam krigen var det mest effektive close air support (CAS, luftstøtte) fly i det amerikanske arsenal de gamle og nedslidte A-1 Skyraiders. Disse gamle og langsomme propelfly viste sig at være både billigere og mere præcise til opgaven end de dengang moderne kampfly som F-4 Phantom II og F-105 Thunderchief. Tiltrods for at A-1’erne klarede sig fornemt under Vietnam krigen, var der enighed i det amerikanske militær om at A-1’erne var for gamle og sårbare til at overleve over fremtidens slagmarker, og det blev besluttet at udvikle en afløser der skulle leve op til nogle basale krav:

Udvælgelse af designforslag

I 1966 sendte det amerikanske flyvevåben en forespørgsel efter forslag til den nye flyver ud til 21 firmaer under programnavnet ”Attack Experimental” (AX). Det blev besluttet at flyet skulle være et meget simpelt fly at fremstille og vedligeholde, og der var derfor tale om at AX designet skulle være et billigt fly. Den 7 Maj 1970 blev det besluttet at der skulle fremstilles 600 stk., til en pris af $1,4 mio. (i 1970 dollars). Den lave stykpris og derned udsigt til lav fortjeneste fik flere firmaer til at droppe at komme med et design forslag. Den 10 august 1970 modtog forsvaret design forslag fra Boeing, Cessna, Fairchild, General Dynamics, Lockheed og Northrop. Den 18 december blev det besluttet at de to design forslag fra Northrop og Fairchild skulle går videre til næste stadie af udvælgelsen, nemlig prototype stadiet, hvor hvert firma skulle bygge to prototyper, som derefter skulle sammenlignes i en lang række tests for at finde den endelige vinder. Den 1 marts 1971 fik de nye fly deres officielle navne; Northrop’s fly blev døbt YA-9, og den fløj første gang den 30 maj 1972, mens Fairchild’s fly blev døbt YA-10 og den fløj første gang den 10 maj 1972. Begge flyvninger blev foretaget fra Edwards Air Force Base (AFB).

Prototype evaluering og den endelige vinder

Det amerikanske flyvevåbens formelle evaluering fandt sted i perioden fra den 10 oktober til den 9 december 1972. YA-9’erne fløj i alt 307,6 timer mens YA-10’erne fløj i alt 328,1 timer. Efter endt evaluering blev det besluttet at YA-10’eren var vinderen. Der var flere grunde til at YA-10’eren blev foretrukket frem for YA-9’eren, heriblandt:

YA-9 prototype




A-10 Thunderbolt II

 

Design og opbygning

A-10’eren var fra begyndelsen designet til at skulle flyve meget lavt, helt ned til 50 fod, hvor den skulle bekæmpe fjendtlige panserede køretøjer og andet udstyr. Flyvning i så lav højde over fjendtligt område udsætter flyet for store risiko for beskydning fra forskellige former for anti-luftskyts. Derfor blev A-10’eren også designet til at klare denne beskydning. De vigtigste designfeatures der skal sikre flyet overlevelse er: De mange hensyn der blev taget for at sikre A-10’eren de maximale overlevelses muligheder over et kampområde, resulterede i et fly der ikke lignede noget andet i det amerikanske flyvevåben. I en tid der var domineret af strømlinede, højteknologiske fly der uden problemer kunne flyve langt over lydens hastighed, var A-10’eren en tilsyneladende klodset, langsom og teknologisk forældet flyver. Det viste sig hurtigt at A-10’eren var både langsom og lavteknologisk i forhold til andre kampfly, men den viste sig at være ekstrem manøvredygtig i lav højde. Denne manøvredygtighed kombineret med dens lave hastighed og store interne kanon gjorde at piloterne havde nemmere ved at lokalisere og angribe de mål de skulle udslette i kampområde, og den gode beskyttelse af flyet gjorde at flyet kunne klare det. A-10’erens ikke særlig kønne udsende og den rolle som ’jord-fræser’, gjorde at piloterne hurtigt gav den øgenavnet ’Warthog’ (’Vortesvinet’), eller blot ’Hog’. Dette navn faldt dog ikke i god jord hos flyvevåbnets ledelse, og de valgte at døbe flyet Thunderbolt II, efter P-47 Thunderbolt flyet fra anden verdenskrig, der ligeledes var et solidt fly der blev brugt til angreb på jordmål.

De tekniske data for A-10'eren er som følger:

Bevæbning:

A-10’eren kan medføre i alt ca. 7200kg våbenlast på 11 våbenophæng. Den kan medbringe mange forskellige våbentyper, blandt andet luft-til-jord missiler som f.eks. AGM-65 Maverick missilet som er piloternes fortrukne våben at medbringe. AGM-65 missilet findes i flere forskellige udgaver og kan bruges til mange forskellige mål, blandt andet kampvogne, artilleri og mindre skibe. A-10’eren kan også medbringe frit-falds bomber, både laserstyrede og almindelige ”dumme”-bomber. Desuden kan flyet medbringe luft-til-luft missilet AIM-9 Sidewinder til selvbeskyttelse.



Eksempler på bevæbning af A-10 Thunderbolt II


Udover de 7200 kg våbenlast er flyet også udstyret med den mest kraftige kanon der er monteret i et fly, nemlig den enorme 7-løbede 30mm GAU-8 Avenger kanon. GAU-8 kanonen er i stand til affyre mellem 3/4000 skud i minuttet. Flyet medbringer i alt 1174 patroner hvilket betyder at piloten kan affyre kanonen uafbrudt i ca. 20 sekunder. Dette er dog ikke muligt i praksis da den enorme rekyle ville bremse flyet så kraftigt at det ville stalle, og kanonløbene ville smelte. Derfor er den maximale tid kanonen kan affyres 2 sekunder. De affyrede patroner er 30mm panserbrydende patroner som gør, at kanonen kan bruges imod mange forskellige typer mål, blandt andet kampvogne, pansrede mandskabsvogne, artilleri og meget andet.

 


Den 7-løbede GAU-8 Avenger kanon

A-10’eren kan for eksempel udrustes på følgende måder:

Eksempler på våbenlast af A-10'eren
Våbenophæng 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11
2 AIM-9 fjernet 1 AGM-65 2 Mk-82 fjernet tom fjernet 2 Mk-82 1 AGM-65 fjernet ECM pod
2 AIM-9 1 Mk-82 1 AGM-65 1 Mk-82 1 Mk-82 tom 1 Mk 82 1 Mk-82 1 AGM-65 1 Mk-82 ECM pod
2 AIM-9 fjernet 1 AGM-65 3 Mk-82 fjernet tom fjernet 3 Mk-82 1 AGM-65 fjernet ECM pod
2 AIM-9 tom 2 AGM-65 1 Mk-82 1 Mk-82 tom 1 Mk 82 1 Mk 82 2 AGM-65 tom ECM pod
2 AIM-9 1 Mk-82 3 AGM-65 1 Mk-82 1 Mk-82 tom 1 Mk-82 1 Mk-82 3 AGM-65 1 Mk-82 ECM pod
2 AIM-9 1 SUU-25 1 AGM-65 3 Mk-82 tom tom tom 3 Mk-82 1 AGM-65 1 SUU-25 ECM pod
2 AIM-9 1 SUU-25 2 AGM-65 3 Mk-82 tom tom tom 3 Mk-82 2 AGM-65 1 SUU-25 ECM pod
2 AIM-9 1 Mk 20 1 AGM-65 2 Mk 20 1 Mk-20 tom 1 Mk-20 2 Mk-20 1 AGM-65 1 Mk-20 ECM pod
2 AIM-9 1 SUU-25 2 AGM-65 2 Mk-20 tom tom tom 3 Mk-20 2 AGM-65 1 SUU-25 ECM pod

A-10 i krig

I mange år var A-10’erne ikke særlig populær blandt de øverste chefer i det amerikanske flyvevåben. Faktisk accepterede de den kun for at undgå at hæren skulle råde over et fastvinget fly. I slutningen af 1980’erne var det hurtige high-tech våbensystemer som topcheferne satte deres lid til. Da A-10’erne hverken er hurtig eller high-tech blev det besluttet at den skulle udfases og dens opgaver skulle overtages af hurtigere og mere moderne fly som F-16. Opbruddet af Sovjet Unionen og afslutningen af den kolde krig hjalp ikke lige frem på A-10’erens situation. Flyets primære opgave under en eventuel konfrontation mellem øst og vest ville have været angreb på russiske kampvogne i central Europa, så med afslutningen på den kolde krig forsvandt A-10’erens primære opgave - der skulle dog ikke gå længe før en ny konflikt opstod.

Gulf Krigen
Den 2 august 1990 invaderede Irak nabolandet Kuwait og rendte landet over ende i løbet af få dage. USA reagerede ved hurtigt at sende militære styrker til Saudi Arabien for at bremse et eventuelt irakisk angreb videre ind i Saudi Arabien. A-10’er fra flere forskellige baser var blandt de første fly der ankom til Golfen, kun lidt over 2 uger efter en irakiske invasion af Kuwait. I alt blev der sendt 144 A-10’ere til den Persiske Gulf, hvor de var fordelt på flere forskellige baser. De 144 A-10'ere var fordelt på følgende enheder:

A-10 enheder sendt til den persiske gulf
Enhed Antal fly Dato for ankonst
353rd TFS/354th TFW 24 18 August 1990
355th TFS/354th TFW 24 20 August 1990
74th TFS/23rd TFW 24 31 August 1990
76th TFS/23rd TFW 24 2 September 1990
23rd TASS/602nd TACW 6 1 December 1990
511th TFS/10th TFW 18 27 December 1990
23rd TASS/602nd TACW 6 6 Januar 1991
706th TFS/926th TFG 18 18 Januar 1991

Situationen i Golfen var så usikker at A-10’erne fløj derned med en fuld ladning ammunition i GAU-8 kanonen, med ordre om at hvis den irakiske hær angreb Saudi Arabien før de nåede frem til deres base, skulle de gå i krig med det samme og ødelægge så meget fjendtligt udstyr de kunne indtil de løb tør for ammunition eller blev skudt ned. Den irakiske hær blev dog i Kuwait, og i løbet af de næste fem måneder samlede de allierede lande en stor angrebsstyrke i den Persiske Gulf. Den 15 januar 1991 angreb de allierede styrker de irakiske tropper i både Kuwait og Irak. Selvom deres tiltænkte rolle havde være at yde støtte til hæren når landkrigen startede, og hæren helst så at de blev brugt så lidt som muligt får at undgå tab, blev A-10’erne sat ind i krigen fra dag 1. A-10’ernes primære mål var kampvogne og især det irakiske artilleri som havde en længere rækkevidde en de allieredes og derfor udgjorde en stor risiko under den forestående landkrig. De angreb dog mange andre typer mål, blandt andet Jord-til-luft missil batterier, ammunitionsdepoter og den irakiske Republikanske garde. A-10’eren viste sig at være ekstrem effektiv under Gulf krigen. Under krigen fløj piloterne op til 3 missioner om dagen. For at give hæren de bedste muligheder for at forberede sig på landkrigen rapporterede A-10 piloterne kun de ”kills” de var sikre på at de havde både ramt og uskadeliggjort, mål de kun havde ramt, men ikke var sikre på var uskadeliggjort blev rapporteret som ”mulige kills”. Derfor kan man ikke sige præcis hvor mange mål A-10’erne ødelagde under krigen, men de tilgængelige data er som følger:

'Killmarks' på en A-10 fra Gulf Krigen i 1991


Selvom A-10’eren klarede sig fremragende i Gulf krigen, og til trods for dens effektive beskyttelse gik 6 A-10’er tab i krigen:


Efter Gulf krigen

Efter at have set hvor godt A-10’eren klarede sig i Gulf krigen blev det besluttet at beholde A-10’eren i aktive tjeneste, og opgradere den. Efter Gulf krigen har A-10’eren deltaget aktivt i de fleste militære aktioner som USA har ført, blandt andet over det tidligere Jugoslavien, og senest over Afghanistan i krigen mod terrorister. Som det ser ud i øjeblikket vil A-10’eren forblive i tjeneste indtil år 2020.

Mere information om A-10 Thunderbolt II

De oplysninger og data'er der er benyttet til dette tema er taget fra to anbefalelsesværdige bøger om A-10'eren:
Alle billeder i dette tema er tager af Søren Augustesen.