XB-70A VALKYRIE

Når man tænker på amerikanske Mach 3 fly tænker man uvilkårligt på SR-71 Blackbird, men faktisk var der et andet der har stort set samme alder, men dette fly var 5 gange så stort, nemlig XB-70A Valkyrie, det største mach 3 fly der nogensinde er bygget. Men dette fly fik et noget hårdere liv end SR-71 gjorde. Det endte med at der kun blev bygget 2 prototyper.

Valkyries historie starter i oktober 1954, hvor USAF ytrer ønske om en interkontinental bomber, som skal erstatte B-52 i 1963. Dette fly skal have en aktions radius over 3000 NM (ca. 5550 km.), en cruise hastighed på Mach 0,9, og de sidste 1000 NM skal den kunne flyve mach 1,5 - 2,5, have en max. flyvehøjde på 60000 fod. Alt dette med en 50000 punds last (B-52 har en last på 70000 punds), kort sagt det som USAF ønskede var en B-52 med en B-58'ers flyveegenskaber.

I 56-57 begynder teknikken at kunne leve op til USAF ønsker og de skriver en endelig ønskeliste til deres bomber:

Top hastighed mach 3,0 - 3,2
Max højde 70000 - 75000 fod
Aktionsradius på 6100 - 10500 mil.

Hertil kom der to tilbud:

Den 23. december 1957 valgte USAF North Americans forslag.

Den 24. januar blev der skrevet kontrakt, med den forventning at den første operative eskadrille på 30 fly skulle stå klar i 1965, projektet fik navnet B-70. Flyets navn "Valkyrie" fik den den 3. juli 1958, og som i de fleste tilfælde på det tidspunkt blev navnet valgt ved en konkurrence hvor der var over 20000 indkomne forslag.

Den 30. marts 1959 blev mockuppen præsenteret og da var flyet blevet noget større end først besluttet, vægten er nu oppe på 275 tons aktionsradius er sat til ca. 6500 mil.

Men nu løber B-70 programmet ind i problemer, man får problemer med motorerne og dette fordyrer projektet og i 1959 når USAF frem til at flyet tidligst i 1967 kan blive operativt. Grundet disse konklusioner går Eisenhower ind og ser på projektet og hans konklusion er at flyet bliver for sent klar, da interkontinentale raketter på det tidspunkt burde være en bedre løsning. Så den 1. december 1959 beslutter USAF at der kun skal bygges et prototypefly. Denne beslutning ændres dog allerede i 1960, hvor projektet bliver til et "fullscale development" program på 1 prototype og 11 YB-70 test fly. Denne beslutning ændrer Kennedy så igen i 1961 således at det ender med at der skal bygges to prototyper og de får en test flyvetid på 180 timer.

Endelig i luften

Den 21. september 1964 er Prototype 1 klar til sin jomfruflyvning og kl. 08:24 lettede Al White og Joe Cotton fra Palmdale, hastigheden blev holdt på 310 knob, og flyvetiden 1 time og 7 minutter. Efter en rolig flyvning sluttede flyveturen på Edwards AFB, hvor landingen blev lidt mere dramatisk, for det venstre hovedhjul blokerede og der opstod en mindre brand.

Den 12. oktober 1964 på sin 3. flyvning gennembrød den første gang lydmuren. Og på sin 4. flyvning sænkede den første gang sine 20,5 fod lange vingetippe, og på denne flyvning sætter den en rekord (på det tidspunkt), den var supersonic i 40 minutter.

Den 24. marts 1965 på sin 8. flyvning når den første gang mach 2.

Prototype 2 gør nu sin entre og har Roll out den 29. maj 1965 og gennemføre sin jomfruflyvning den 17. juli og slutter sig derved til testprogrammet.

Den 14. oktober nås endnu en milepæl, her når prototype 1 mach 3,02, men efter 2 minutters mach 3 flyvning hører White og Cotton noget bag dem, og de sænker hastigheden således at deres følge fly kan indhente dem, og de kan rapportere at der mangler 2 fod af den venstre vinge, derefter lander de prototype 1 uden yderligere problemer, men dette bliver den eneste gang prototype 1 når mach 3.
Prototype 2 når den magiske grænse den 3. januar 1966.

Den 19. maj 1966 fløj prototype 2 i en højde på 72500 med mach 3,06 i 33 minutter, og på 91 minutter fløj den 2400 mil dvs. en gennemsnitshastighed på over 1500 mil/t.

Den fatale dag og prototype 2´s endeligt

Den 18 Juni 1966 lettede prototype 2 med White og Cross, som var med for første gang, som piloter. De skulle mødes til en fotosession sammen med andre flytyper der også anvendte General Electrics motorer, der var tale om F-5A Freedomfighter, T-38 Talon, F-4B Phantom og F-104N Starfighter.

Her ses hele formationen.	Sekunder efter sammenstødet. F - 104 i brand.

De mødtes kl. 08:27 i 25.000 fods højde og klokken 09:26 var fotograferingen overstået. Man gjorde nu klar til af flyve tilbage til Edwards, men Starfighteren kom ind i turbolensen fra prototype 2´s nedfældelige vingetip og brød i brand, piloten nåede ikke at springe ud og omkom. White og Cross opdagede ikke at de var blevet ramt, og fortsatte uforstyrret (ca. 16 sekunder) inden de opdagede at der var noget galt, da begyndte prototype 2 at spinne og efter 2 rul opgav White at få kontrol med flyet og gjorde klar til at forlade det. Han nåede at ejecte lige inden prototype 2 ramte jorden, men en ulykke kommer sjældent alene og hans redningsudstyr virkede ikke og han ramte jorden med over 40 g, men overlevede uden brækkede lemmer!
Desværre var Cross ikke så heldig. Han nåede ikke at ejecte og omkom på sin første (og sidste) tur med XB-70.

Afslutningen

Da projektet blev droppet overvejede North American at bygge Valkyrien som et supersonisk passagerfly, med plads til 76 passagerer, men ideen blev opgivet efter et par år, så den ene Valkyrie der står på USAF museet blev den sidste af sin slags.

Til eftertanke

Efter at projektet blev droppet og Valkyrien kom på museet er der efterfølgende dukket en række spørgsmål frem, som stadigvæk sætter tanker i gang hos folk. Måske har du forklaringen?

• Man var begyndt at bygge på nummer 3 - hvad skete der med den?
• Hvad blev der af modellen i fuld størrelse (mockup)?
• Der blev bygget 31 motorer YJ93-3 til projektet, der er kun blevet redegjort for de 17. Hvor er resten blevet af?

Fortsæt til Faktasiden >>>

Kilder:
North American XB - 70A Valkyrie, Warbird Tech Series volume 34.
North American XB - 70 in color, John M. Campbell.
Valkyrie North American XB - 70A, Steve Pace.
XB - 70 Valkyrie, Jeannette Remak & Joe Ventolo.